Misbrug hos børn og unge: Hvad gør du, når du bliver bekymret?

“Det er jo ikke, fordi man vågner op en dag og tænker: Nu vil jeg være afhængig af stoffer.”

Sådan beskriver en kvinde, der gennem mange år var afhængig af stoffer. Citatet peger på noget centralt: Afhængighed opstår ikke som et enkelt valg og kan sjældent forklares med manglende vilje. Alligevel er brug af rusmidler og afhængighed forbundet med mange forestillinger og fordomme. De kan påvirke, hvordan vi forstår og møder barnet eller den unge.

Pædagogisk personale, lærere, socialrådgivere og sygeplejersker er ofte blandt de første, der bemærker en forandring.

Misbrug eller afhængighed?

På rusmiddelområdet bruges ord som forbrug, risikofyldt brug, problematisk eller skadeligt brug, misbrug og afhængighed. Ordene anvendes nogle gange forskelligt på offentlige hjemmesider og i praksis. Derfor er det ofte mest hjælpsomt at begynde med det, man ved: Hvad bruger barnet eller den unge, hvor ofte, i hvilke situationer og med hvilke konsekvenser? (Enemark, 2024; Post, 2025).

At have prøvet et rusmiddel er ikke i sig selv afhængighed. Når brugen påvirker trivsel, helbred, relationer, skolegang eller hverdagsliv, bruges blandt andet betegnelserne problematisk eller skadeligt brug og misbrug. Afhængighed er et klinisk begreb, hvor tegn kan være stærk trang, vanskeligheder ved at styre brugen, tolerance, abstinenser og fortsat brug trods tydelige konsekvenser (Post, 2025).

Når det pædagogiske personale får indsigt i barnets eller den unges rusmiddelbrug og dets betydning i hverdagen, bidrager det til at afdække brugens omfang og behovet for støtte og indsats (WHO, 2022; Post, 2025).

Hvorfor børn og unge bruger rusmidler – og hvordan de kan blive påvirket

De fleste unge bruger ikke illegale rusmidler, men nogle har erfaring med dem. Rusmidler kan derfor være en del af de samtaler, tilbud og fællesskaber, børn og unge møder. Brugen kan handle om nysgerrighed, spænding og tilhørsforhold, men også om et ønske om at dæmpe uro, søvnproblemer, angst eller tristhed. Rusmidlet kan med andre ord både være en del af et fællesskab og en måde at få en pause fra noget, der er svært. Bekymringen øges især ved tidlig debut, hyppig brug, blandingsbrug, tydelige konsekvenser eller når rusmidlet bliver en fast måde at håndtere svære følelser på. For fagprofessionelle er det derfor relevant både at spørge, hvad der bruges, og hvad barnet eller den unge oplever, at rusmidlet hjælper med (EUDA, 2025).

Rusmidler omfatter blandt andet alkohol, cannabis, opioider, benzodiazepiner og centralstimulerende stoffer. De påvirker hjernen og kroppen på forskellige måder og kan ændre sanser, stemning, energi, dømmekraft og adfærd. Virkningen afhænger blandt andet af stoffet, dosis og styrke, indtagelsesmåde, alder, helbred, tolerance og den situation, rusmidlet bruges i (Sundhedsstyrelsen, 2024a; EUDA, 2025; Post, 2025).

Hos børn og unge er hjernen fortsat under udvikling, og rusmiddelbrug kan derfor få særlige konsekvenser for blandt andet opmærksomhed, hukommelse, læring og dømmekraft. Rusmidlerne påvirker hjernens signalstoffer og belønningssystem, hvor gentagen brug af rusmidler kan gøre det sværere at stoppe. For pædagogisk personale kan denne viden give et fagligt grundlag for at møde barnet eller den unge med både alvor og nysgerrighed (Sundhedsstyrelsen, 2024b; NIDA, 2024).

Særligt om opioider

Der er i øjeblikket øget opmærksomhed på opioider blandt børn og unge. Blandt unge, der indskrives i rusmiddelbehandling, ses flere 15-20-årige med opioidbrug (Sundhedsstyrelsen, 2026b). Opioider omfatter blandt andet morfin, tramadol, oxycodon og fentanyl. Ved brug kan der opleves ro eller eufori. Opioider påvirker hjernens belønnings- og smertesystem, og ved gentagen brug kan der udvikles tolerance og abstinenser. Det er med til at forklare, hvorfor opioider kan føre til både psykisk og fysisk afhængighed. For pædagogisk personale kan denne viden gøre det lettere at forstå, hvorfor et stop kan være vanskeligt, og hvorfor udsagn om piller bør tages alvorligt (Post, 2025; Sundhed.dk, 2024b).

Når rusmidlet får en funktion

Der findes ikke én forklaring eller én bestemt type barn eller ung, som udvikler problemer. Biologiske, psykologiske og sociale forhold spiller sammen. Belastende livsbegivenheder, ensomhed, psykisk mistrivsel, impulsivitet og svag tilknytning til fællesskaber kan øge sårbarheden, men er ikke en skæbne. Afhængighed kan også udvikle sig hos børn og unge med trygge opvækstvilkår (WHO, 2022; EUDA, 2025).

Når et barn eller en ung fortsætter brugen af rusmidler trods støtte og kendte konsekvenser, kan et vigtigt spørgsmål være: Hvad hjælper rusmidlet med? Nogle bruger rusmidler, fordi de får det godt; andre fordi de for en stund får det bedre. Rusmidlet kan dæmpe angst, uro, tankemylder, søvnproblemer eller traumereaktioner og dermed opleves som selvmedicinering (Gildberg et al., 2022, kap. 3). Perspektivet gør ikke brugen ufarlig, men det kan ændre den faglige pædagogiske opgave. Hvis rusmidlet opleves som den eneste virksomme lindring, er vejledning om at stoppe sjældent nok. Støtten må også rette sig mod den funktion, rusmidlet har, og mod andre realistiske måder at opnå ro, lindring, tilhørsforhold eller mestring på.

Når bekymringen opstår

Lærere, pædagoger og andre fagprofessionelle møder sjældent først brugen af rusmidler. De møder et barn eller en ung, der har forandret sig: trækker sig fra fællesskabet, mister motivationen, får mere fravær, ændrer døgnrytme eller reagerer anderledes end tidligere. Tegn på påvirkning eller rusmiddelproblemer kan ligne almindelig mistrivsel, psykiske vanskeligheder eller reaktioner på belastninger. Derfor er det sjældent muligt at afgøre årsagen ud fra adfærd alene. Det kan være relevant at undersøge, hvad der har ændret sig, om rusmidler kan være en del af billedet, og hvilken betydning de i så fald har i hverdagen.

Når observationer deles mellem skole, fritidstilbud og relevante fagpersoner, bliver det lettere at få øje på mønstre frem for enkeltstående episoder. Når rammerne tillader det, kan familien og det øvrige netværk samtidig bidrage med vigtig viden om barnets eller den unges hverdag. Det tværprofessionelle samarbejde kan dermed understøtte en mere sammenhængende forståelse og indsats (Socialstyrelsen, 2020; Lehn-Christiansen, 2023).

Fra faglig bekymring til et muligt næste skridt

Når observationer giver anledning til faglig bekymring, kan de følgende punkter være én måde at skabe fælles retning på. Det er ikke en fast metode, men et muligt arbejdsgrundlag, som bør tilpasses arbejdspladsens aftaler, ansvar og procedurer.

Målet er ikke at bevise en mistanke om rusmiddelbrug, men at skabe mere viden og sikre, at en faglig bekymring ikke bliver stående uden opfølgning.

Vores sprog om rusmidler og afhængighed

Sproget har betydning for, hvordan vi forstår barnet eller den unge, og for hvilke handlinger der bliver mulige. Ord som misbruger eller stofmisbruger kan få rusmiddelbruget til at fylde hele fortællingen. Formuleringer som et barn med et muligt rusmiddelbrug eller en ung, der bruger cannabis, adskiller barnet eller den unge fra problemet og giver plads til andre sider af livet, relationerne og ressourcerne (Kelly et al., 2016; EN AF OS, 2025).

Det kan være hjælpsomt at beskrive det, der observeres, frem for at tillægge barnet eller den unge bestemte motiver. “Han vælger rusmidlerne frem for fællesskabet” kan åbnes med spørgsmålet: “Hvad hjælper rusmidlet ham med, og hvad gør det samtidig sværere?” Dette betyder ikke, at bekymringen nedtones. Tværtimod kan et præcist sprog gøre det lettere at tale åbent med barnet eller den unge, hvor dennes perspektiv tages alvorligt.

At vide nok til at kunne støtte

Pædagogisk personale, lærere, sygeplejersker og andre fagprofessionelle omkring børn og unge kan med fordel have konkret og opdateret viden om de rusmidler, der aktuelt fylder blandt børn og unge, deres virkninger og de risici, der er forbundet med brugen. Når et rusmiddel dukker op i de unges samtaler og fællesskaber, kan denne viden gøre det lettere at spørge konkret og svare (Post, 2025; Sundhedsstyrelsen, 2026a). Viden om rusmidler kan dermed indgå som en del af en forebyggende og sundhedsfremmende indsats (Socialstyrelsen, 2020).

Litteraturliste