Sputnikkollegiet
Sputnik Stu
Skolen Sputnik
Udviklingstraumer opstår i nære relationer i udviklingsalderen, og udviklingstraumer kan skabe varige mén for de børn og unge, som udsættes for dem. Som pædagogisk personale kan vi gøre en vigtig forskel ved at arbejde traumebevidst med de unge.
Hvad er traumer?
Udviklingstraumer er én blandt flere traumetyper. Et traume er en begivenhed eller oplevelse, hvor vi lammes og overvældes. Traumet følges af en overvældende følelse af stærk frygt, hjælpeløshed og kontroltab.
Traumer er et brud på grænser og et brud på vores forbindelse til andre eller til os selv. Når vi oplever et traume, oplever vi dermed også, at vores evne til tilpasning og vores mestringsstrategier undergraves. Vi bliver efterladt hjælpeløse.
I diagnosesystemet er der forskellige diagnoser knyttet til traume:
- PTSD og Kompleks PTSD (C-PTSD)
- Belastnings- og tilpasningsreaktioner
- Reaktive tilknytningsforstyrrelser
- …og også ofte afledte belastningsreaktioner og psykisk lidelse
I vores aktuelle diagnosesystem, ICD10, findes der ikke en kategori eller diagnose, der specifikt beskriver udviklingstraumer. Dog kan alle traumer være udviklingstraumer, hvis de finder sted i udviklingsalderen. Af samme grund vil alle tilknytningstraumer også være udviklingstraumer.
Traumedefinitioner
Nyere traumedefinitioner lægger vægt på den individuelle traumeoplevelse. Derfor bliver det vigtigt at skelne mellem hændelsen i sig selv og reaktionen på hændelsen. Reaktionen er mest væsentlig i den traumebevidste tilgang, og det er også her vi kan få øje på symptomerne (fx koncentrations- og hukommelsesvanskeligheder, social angst o.l.).
Traumeforskeren Dr. Gabor Maté er kendt for at sige ”Trauma is not what happens to you, it is what happens inside you as a result of what happens to you”
Frederik, 14 år med muligt udviklingstraume
Frederik er 14 år og anbragt på et opholdssted. Han har oplevet mange skift, flytninger og svigt fra forældre og omsorgspersoner. Han har i øjeblikket ingen dybe relationer og fremstår uinteresseret i jævnaldrende. Han overskrider ofte de andre børn og unges grænser med seksualiserende sprogbrug og upassende berøringer. Han har svært ved at fastholde ny viden og er har ofte en kropslig uro i undervisningen.
Frederik i casen her er ikke udredt i psykiatrien, men kigger vi på symptomerne og den lidelse, som hans adfærd kan være udtryk for, kan der være grobund for at arbejde med tilknytning og anlægge en traumebevidst tilgang. En hypotese kunne være, at han har et udviklingstraume.
Tre typer af traumer
Overordnet set arbejder man med tre typer af traumer:
Ikke-personligt traume: fx naturkatastrofe, trafikuheld; alvorlig sygdom.
Det er ikke-personlige hændelser, som forårsager traumerne.
Interpersonelle traumer: fx overfald, vold og voldtægt.
Traumeårsagen foregår i en interpersonel relation; det kan både være fremmede og kendte, men ikke en tilknytningsfigur (fx forælder).
Tilknytningstraumer: fx omsorgssvigt, seksuelle overgreb/incest, vold i familien.
Traumehændelserne sker i en langvarig, betydningsfuld relation; ofte i udviklingsalderen.
Opdelingen refererer til graden af intentionalitet og dybden af den relation, som traumet foregår i. Ofte ses det mere som et spektrum.
Desuden taler man om en fjerde type traumer: udviklingstraumer, hvor det væsentlige er, at traumepåvirkningen har foregået i udviklingsalderen (0-18 år). Dermed kan traumepåvirkningen også influere på udviklingen af færdigheder, som ofte læres af nære omsorgspersoner.
Udviklingstraumer og tilknytningstraumer
Forskellige forskere og fagpersoner opdeler traumetyperne forskelligt. Man ser fx ofte, at tilknytnings- og udviklingstraumer er en samlet kategori, da udviklingstraumer opstår i tilknytningsrelationen. Tidlige udviklingstraumer (0-2 års-alderen) kan have stor betydning for de tilknytningsmønstre, som et barn danner, og man vil hos mange tidligt traumatiserede børn og unge se et desorganiseret tilknytningsmønster.
Alvorlige konsekvenser af udviklingstraumer
Dokumenterede følger af tidligt omsorgssvigt og udviklingstraumer er bl.a. en alvorligt øget risiko for tilknytningsforstyrrelser, nedsat evne til affektregulering, mentalisering og social tilpasning. Det er også kendt, at tidlige udviklingstraumer kan forsinke og svække den kognitive udvikling, ligesom der er øget risiko for at udvikle opmærksomhedsforstyrrelser og socialkognitive udfordringer.
Udviklingstraumer har dermed en markant negativ indvirken på børn og unges udviklingsmuligheder og trivsel i deres ungdoms- og voksenliv. Som professionelle voksne spiller vi derfor en vigtig rolle ift. at hjælpe med at identificere traumebelastninger og arbejde traumebevidst, når vi har en hypotese om et udviklingstraume.
Traumereaktioner
Kæmp, flygt, frys er kendte reaktionsmønstre, når vi bliver ramt af frygt, angst og grænseoverskridende hændelser, som det sker ved et udviklingstraume. Den amerikanske psykoterapeut Pete Walker har tilføjet traumereaktionen ”Favn”, hvor man som traumatiseret mennesket tilpasser sig truslen for at overleve.
Uanset om den traumatiserede unge, som du møder, ’fryser’ (fremstår følelsesløs), ’kæmper’ (fremstår udadreagerende), ’flygter’ (fremstår undvigende) eller ’favner’ (fremstår grænseløs eller pleasende), skal vi gøre os nysgerrige på, om der ligger et udviklingstraume til grund for den adfærd, der kan se uhensigtsmæssig ud, men som kan tilskrives mening ift. et muligt traume.
Dissociation som traumereaktion
Når vi udsættes for noget ubærligt, kan vores krop og sind reagere ved at adskille sig fra det, der sker. Det kaldes dissociation. Dissociation er en ubevidst strategi til at håndtere følelser, der er for overvældende til at rumme. Der sker derfor en forstyrrelse af den normale forbindelse mellem vores bevidsthed, hukommelse og opfattelse af os selv og omverdenen.
Unge som har været udsat for udviklingstraumer, fortæller fx om ikke at kunne genkalde sig hændelser, samtaler eller steder. Dissociationen er en overlevelsesstrategi, som er koblet til begreber som hukommelsesproblemer, depersonalisering, flash back-oplevelser, stemmehøring og tankeforstyrrelser.
En traumebevidst tilgang
Når vi arbejder med børn og unge med udviklingstraumer, har vi et ansvar for at sætte os ind i udviklingstraumers kendetegn og typiske traumereaktioner.
Modsætningen til traumer er forbindelse til andre mennesker – derfor er det særligt vigtigt, at man ikke føler sig (mere) alene og isoleret med sine oplevelser. Men vi skal vide, hvad vi gør.
Tre steder at starte:
Sikkerhed og tryghed
For børn og unge med udviklingstraumer (og andre typer af traumer), er det vigtigste behov at opnå følelse af fysisk sikkerhed. Dernæst at den unge føler sig set og mødt og rummet, trods sine muligvis kraftige reaktioner i omsorgs- og relationsarbejdet. Ro, tålmodighed, forståelse og forbindelse er nødvendigt, når vi arbejder med udviklingstraumer.
Opsøg mere viden
Alle kan lære at tale om traumer, og vi behøver hverken være psykologer eller terapeuter for at støtte de unge på deres vej. Vi udbyder et 2-dages traumekursus, hvor netop den pædagogiske kontakt til unge med traumer er i fokus.
Psykoedukation om udviklingstraumer
Når vi som personalegruppe og netværk er klædt på, kan vi hjælpe med at klæde den unge på gennem psykoedukation. At lære unge med udviklingstraumer om traumeefterreaktioner er ét af de mest virksomme elementer i traumebehandling og traumevidste tilgange. Det inkluderer bl.a. at fortælle, at efterreaktioner er normale menneskelige reaktioner på voldsomme begivenheder; at tilstanden kan ændre sig, og at man kan få det bedre.
Facebook
LinkedIn
Podcast