ADHD: fra misforståelser til faglig forståelse

Myter og paradigmeskifte

I mange år er ADHD blevet misforstået som et spørgsmål om manglende opdragelse, manglende motivation eller en grundlæggende modvilje. Børn med ADHD er blevet set som urolige, dovne eller grænsesøgende. I dag er der heldigvis sket et tydeligt paradigmeskifte. Faglig viden om ADHD vokser frem, og fortællingerne nuanceres af børn, unge og voksne, som selv lever med ADHD.

ADHD kommer forskelligt til udtryk og påvirker den enkeltes liv forskelligt. For mange børn med ADHD, vil der være fælles træk og tematikker og generelle redskaber, som ofte er hjælpsomme. Men det er vigtigt, at vi fagpersoner fortsat er opmærksomme på, at dét, der var hjælpsomt for en elev, ikke med sikkerhed er hjælpsomt for en anden elev med ADHD. Inden vi kommer til redskaberne, skal vi omkring hvad ADHD er ud fra viden vi har lige nu – for der er tempo på udviklingen og forskningen indenfor området.

Hvad ser man på ved ADHD-udredning?

ADHD er en udviklingstilstand med vanskeligheder inden for primært 3 områder:

Derudover bør man i udredningen også have fokus på barnet og den unges problemer med følelsesregulering, selvom det fortsat ikke indgår i de officielle diagnosekriterier. Man ved, at de fleste børn og unge med ADHD har et følelsesregister, der hurtigt går fra 0-100 og de har sværere ved at bruge deres fornuft, når de kommer i affekt.

Denne viden er med til, at vi aktivt kan flytte fokus fra barnets handlinger til dets forudsætninger – og dermed til, hvordan vi som voksne kan tilpasse krav, rammer og relationer.

Hvad er ADHD – hjernen, signalstoffer og frontallapper

ADHD, der står for Attention Deficit Hyperactivity Disorder, er en neuropsykiatrisk udviklingsforstyrrelse. Symptomerne kan komme til udtryk ved, at det er svært for barnet at fastholde sin opmærksomhed, følge de givne instrukser og høre efter. Barnet forlader måske sin plads, har svært ved at vente på tur og afbryder ofte impulsivt. Dette er symptomer, der formentlig kan forklare, hvorfor de nævnte myter er opstået. Men det bliver efterhånden mere udbredt viden, at denne adfærd skyldes ADHD-symptomernes påvirkning på den måde hjernen regulerer sin adfærd.

Det betyder, at barnet ofte handler hurtigt og impulsivt – ikke fordi det ønsker at tage risici, men fordi det har sværere ved at stoppe op og tænke fremad, og herved konsekvensberegne situationen. Symptomerne varierer og påvirkes af konteksten. Et barn kan fungere godt i én sammenhæng og have store vanskeligheder i en anden.

Forskningen viser at, ADHD hænger sammen med hjernens signalstoffer og aktivitet i frontallapperne. Signalstofferne dopamin og noradrenalin, som er vigtige for opmærksomhed, motivation og impulskontrol, fungerer anderledes ved ADHD. Disse signalstoffer er særligt aktive i frontallapperne, som styrer planlægning, overblik og evnen til at hæmme impulser. En ubalance i disse systemer kan derfor bidrage til de klassiske vanskeligheder. Derudover viser hjerneskanninger, at der hos personer med ADHD ofte ses nedsat aktivitet og lavere blodgennemstrømning i dele af frontallapperne. Dette kan have betydning for barnets evne til at styre sin opmærksomhed og adfærd. Samtidig er man nu klar over, at ADHD- hjernens modning er op til 1/3 af barnets alder forsinket. Dette kan formentlig også give en forklaring på, at interesser og præferencer for lege ikke altid er tilsvarende med deres jævnaldrende.

Arvelighed og betydningen af hjemmet

Ifølge Psykiatrifonden er der 76 % arvelighed forbundet med ADHD. ADHD er med andre ord i høj grad arveligt, og derfor vil vi som fagpersoner også have blik for, at familiemedlemmer til barnet kan have samme problemer som barnet, og at der i nogle af disse familier allerede bruges mange ressourcer på at få hverdagen til at fungere.

Som fagpersoner bør vi derfor også være opmærksomme på:

• Om vi utilsigtet lægger for mange krav over på hjemmet
• Om familien har overskud til flere krav eller allerede er belastet
• Hvordan vi kan støtte uden at øge presset

Et hjem kan godt fungere, men stadig være på grænsen af, hvad der er muligt. Her kan nye krav fra omgivelser opleves som en belastning frem for en hjælp.

Prognose og udviklingsmuligheder

Mange børn og unge med ADHD udvikler strategier og kompetencer, som gør dem i stand til at fungere godt i hverdagen.

Udviklingen påvirkes især af:

• Relationer til trygge voksne
• Struktur og forudsigelighed
• Passende krav og støtte

Det peger på, at omgivelserne, herunder lærerne og pædagogerne, spiller en afgørende rolle.

Risiko for en anden fremtid end den man drømte om

Et område, der kræver opmærksomhed, men som skal forstås nuanceret, er sammenhængen mellem ADHD og risiko for afhængighed.

Impulsivitet, søgen efter stimulation og udfordringer med regulering, samt konsekvensberegne, kan øge risikoen for, at nogle unge eksperimenterer med rusmidler eller udvikler uhensigtsmæssige mestringsstrategier. Det kaldes også dapominsøgende adfærd.

Ligeledes ser vi desværre en del børn og unge, som ’selvmedicinerer’ med hash, hvor det kan have alvorlige konsekvenser for den enkeltes trivsel, sundhed og indlæringsmuligheder.

Det er vigtigt at understrege, at dette ikke gælder alle, og at de rette rammer, relationer og støtte kan have en beskyttende effekt. For fagpersoner understreger det behovet for viden, tidlig opmærksomhed og forebyggende arbejde.

Konkrete redskaber til struktur og støtte i hverdagen

Struktur kan være en afgørende støtte for børn og unge med ADHD, idet struktur kan kompensere for vanskeligheder i overblik, planlægning og regulering. ADHD-medicin øger fokus og koncentration og mindsker overspringshandlinger, men der er fortsat behov for struktur og rammer.

Når disse spørgsmål besvares tydeligt, reduceres usikkerhed og eventuelle belastninger. Som fagperson kan du vurdere om hvor mange spørgsmål, der vil være hensigtsmæssigt at besvare og involvere det enkelte barn i. For nogle vil det være værdiskabende, at der anvendes de første 4, men forvirrende hvis de alle 10 anvendes. Omvendt vil andre kunne profitere at alle 10 og opleve det mangelfuldt hvis kun 4 blev formidlet. De didaktiske overvejelser i form af formidlingen af den 10 H’er skal det være i et skema, gennem en app, på papir eller på tavlen kræver viden om barnet. Mulighederne er mange og hvor noget er virksomt for det ene barn, er det måske netop det modsatte for en anden. Det er her de faglige interventioner, planer og viden om barnet kan være hjælpsomt.

Dagshjælpere og visuelle redskaber kan også være med til at understøtte strukturen i hverdagen for børn og unge med ADHD. Det kan f.eks. være ved at benytte redskaber som:

• Visuelle dagsplaner som hænger tydeligt fremme, fx på tavlen i klassen og på døren i SFO’en. Planen skal være let tilgængelig at finde og forstå.
• Piktogrammer / hverdagsbilleder til at vise hvad skal der ske nu, fx et billede af lokalet undervisningen skal foregå i eller af en opgave. Det kunne være et billede af hvad der skal anvendes til at løse opgaven, et billede af hvordan opgaven kan løses og et billede af hvordan der skal se ud når opgaven er løst (oprydningen)
• Timere og tidslinjer som giver overblik over ”hvor lang tid har jeg tilbage”, eller ”når denne tid er gået, så skal jeg…”
• Tjeklister med formålet at bevare overblikket, således opgaven eller planen for den næste lektion er sat op i listeform, hvor eleven kan stege ud når en opgave er løst. Er rækkefølgen på punkterne vigtige, fremskrives det, og kan eleven selv vælge rækkefølgen, fremskrives dette.

Disse 4 redskaber kan være med til at gøre tid og opgaver konkrete og overskuelige, hvilket er med til at kompensere for de områder, som er påvirket af ADHD.

Krav og pædagogisk tilgang

Et centralt pædagogisk princip er balancen mellem kravene. Børn og unge med ADHD reagerer ofte stærkere på krav, særligt når de samtidig er pressede eller overstimulerede. For høje eller uklare krav kan føre til:

• Frustration
• Konflikter
• Tilbagetrækning eller udadreagerende adfærd

Det kan derfor være hensigtsmæssigt at have fokus på:

• Krav der er tilpasset barnets ressourcer på det pågældende tidspunkt
• Egen affektregulering (rolig og nærværende), med opmærksom på affektsmitte
• Relation frem for konfrontation, hvor der er faglig forståelse og viden til at håndtere reaktionen således den professionelle kan deeskalere og bevare relationen

Denne tilgang ligger tæt op ad low arousal-tilgangen, hvor målet er at mindske konflikter og støtte barnet i at bevare ro og handlekompetence.

Barnet gør det bedste, det kan

Et centralt perspektiv i arbejdet med børn og unge med ADHD er forståelsen af, at barnet altid gør det bedste, det kan i den givne situation.

Når barnet eller den unge handler impulsivt, undgår opgaver, reagerer kraftigt eller trækker sig, kan det let blive tolket som problemskabende adfærd. Men set i lyset af ADHD handler adfærden i høj grad om barnets forudsætninger, herunder vanskeligheder med regulering, overblik og konsekvensberegning. Det betyder, at barnets handlinger ofte er mestringsstrategier. Strategierne er barnets måde at håndtere krav, uro, usikkerhed eller overstimulering på, også selvom de ikke altid fremstår hensigtsmæssige i et voksen/fagligt perspektiv.

Når vi ser mestringsstrategier frem for problemskabende adfærd, går vi fra misforståelse til faglig forståelse.

Hvis vi som fagpersoner tolker adfærden som bevidst modstand eller manglende motivation, risikerer vi at møde barnet med irettesættelse og øgede krav. Det kan forstærke frustration og konfliktniveau. Arbejdsmæssigt kræver det derfor et skifte fra fokus på problemskabende adfærd til fokus på barnets mestringsstrategier. Ved at være nysgerrige på, hvad der ligger bag handlingerne og ved at tale barnets ressourcer frem, skabes et andet afsæt for indsats.

Det betyder i praksis:

• at vi undersøger, hvad barnet forsøger at lykkes med
• at vi tilpasser krav og rammer til barnets aktuelle ressourcer
• at vi støtter udviklingen af mere hensigtsmæssige strategier

Denne tilgang kan medføre:

• færre konflikter og mindre modstand
• øget trivsel og samarbejde
• bedre mulighed for læring og udvikling

Når barnet mødes med forståelse frem for sanktion, bliver det muligt at udvikle nye handlemåder – ikke gennem krav alene, men gennem støtte, relation og tydelige rammer.

Referencer